BOGEN OM ANTONI
MANDEN DER TEGNEDE DANMARK
I 2019, 90-året for Ib Antonis fødsel, besluttede Antoni Legacy sig for at fortælle historien om manden bag værkerne, så den kunne blive klar til udgivelse forud for 50-året for Antonis død.
Det blev til projektet ”Manden Der Tegnede Danmark” som blev lanceret på Statens Museum for Kunst den 15. oktober 2021.
I samarbejde med Antoni Legacy har forfatter Sara Alfort skrevet en medrivende bog om Antonis spændende liv og karriere, og den turbulente tid i hvilken Antoni levede.
I bogen vises omtrent 300 værker af Ib Antoni, hvoraf mange aldrig er set før.
Bogen er udgivet på dansk ved Turbine og på engelsk ved It All Began Books, ejet af Antoni Legacy.
BOGEN OM IB ANTONI AF SARA ALFORT
MANDEN DER TEGNEDE DANMARK er en historie, der aldrig før er blevet fortalt. I efterkrigstidens Danmark iværksatte Udenrigsministeriet sammen med en gruppe forretningsfolk en målrettet og omfattende indsats i udlandet på et tidspunkt, hvor dansk økonomi havde desperat brug for en genstart. De skabte en fortælling om Danmark, som vi i dag tager for givet, og som dansk turisme og eksport stadig står på ryggen af, nemlig fortællingen om det lille eventyrland, hvor det flyder med bacon, lykke og lækkert design. Kunstneren, de valgte til at illustrere denne fortælling, hed Ib Antoni.
IB ANTONI var den lille dreng fra Esbjerg, der som ung sparkede dørene ind til nogle af de største reklamebureauer i verden fra New York til Bruxelles. Han vandt internationale priser og mødte prinsesser, ambassadører og statsministre. Han var en perfektionistisk kunstner, der lavede hundredvis af skitser, før han var tilfreds. Han var verdensmanden med et glimt i øjet, en af The Mad Men i 1950’ernes New York, som kørte stærkt i sin åbne grønne sportsvogn med en sixpence trukket ned i panden og en smøg i kæften. Han var den drevne forretningsmand, der fløj verden rundt på trods af sin paniske angst for at flyve. I 1973 endte hans liv på dramatisk vis, da han i en alder af blot 44 år var et af 35 ofre, der døde i branden på Hotel Hafnia i København.
Han blev kaldt ‘den store dansker’ og ‘Danmarks hoftegner’, men så blev han glemt. Indtil nu.
FORTÆLLINGEN OM DANMARKS NATIONALBRAND
I 1950’erne udviklede det officielle Danmark en eksport- og reklamestrategi, for at få sat det lille land, Danmark, på verdenskortet. Fremstødet var i høj grad resultatet af et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, den indflydelsesrige landbrugssektor og en lille lukket kreds af erhvervslivets spydspidser. Her fødtes fortællingen om Danmark, som det lille eventyrlige land og Ib Antoni var en del af denne inderkreds.
Ib Antoni skulle gennem hele sin karriere stor betydning for den nationale branding af Danmark. Hans plakater blev en fast bestanddel, når Udenrigsministeriet, Turistrådet og Landbrugets Afsætningsråd arrangerede fremstød for danske varer, dansk kultur og dansk eventyrlighed i udlandet. Med sine plakater, kreeret specielt til den danske pavillon, repræsenterede han det officielle Danmark på verdensudstillingen i New York i 1965, og det var Antonis værker, der illustrerede de talrige ”Danske Uger” verden over med deltagelse af Det danske Kongehus. I forbindelse med Prinsesse Anne-Maries og Kong Konstantins bryllup i 1964 skabte Antoni til anledningen den smukke illustration med Den lille Havfrue i Grækenland. Ib Antoni opnåede en velfortjent status i det danske kulturliv, der førte til omtaler i tidsskrifter, magasiner og aviser og han blev kaldt ”det officielle Danmarks hoftegner”, idet han blev brugt til så mange vigtige kampagner og begivenheder.