ANTONIS VINTERFOLDER

“København i Vinter” er en lille folder fra 1961, som blev brugt til at lokke turister fra hele verden til København – ikke blot om sommeren – men nu også om vinteren. I forbindelse med udstillingen “Da København Blev Wonderful – Udstillingen om Plakatkunstner Ib Antoni” på Københavns Museum har vi pustet nyt liv i denne skønne tryksag, der kan ses på udstillingen i en højde af 1,65 m. Gør dig selv den tjeneste at tage tiden til at læse teksten til denne folder igennem. Den er skrevet med sådan en lune og varme, og akkompagneret af Antonis motiver – der er ikke et øje tørt!

Naturligvis København!

Også om vinteren er den et eventyr.

Der er byer, som går i dvale, når sommeren er forbi, og som først vågner op igen, når forårssolen skinner. Men ikke København.

Humøret varer hele året, perler og tindrer. Gaderne smiler. København er så levende. Der sker så meget, og det sker med et smittende humør.

Stå stille på Rådhuspladsen og luk øjnene; lyt til byen. Kan De høre det? Den siger: Velkommen.

Og så lever København alle døgnets 24 timer. Der er hele tiden døre, som åbner sig; musik, som klinger; gryder, som damper; lys, som skinner; mennesker, som taler med glade stemmer. Man hviler, - og overkommer dog en masse, for København åbner så mange muligheder og holder gæsten i ånde fra først til sidst. Og alligevel er atmosfæren sådan, at man kan slappe af og få en rigtig ferie ud af det.

Vinterens København er den ideelle turist­by, - og den ruinerer ikke turisten. Det er nemmere at reservere hotelværelse end i sommerens højsæson. Men alligevel er vinteren i København højsæson i ordets bedste betydning.

Følg med ud i det travle, muntre, fristende København ...

Teater

Tæppet går op, og så er man i en anden verden, - men heldigvis er man stadig i København.

Den varme menneskelighed, som præger hverdagen, strømmer én i møde fra de københavnske scener.

Teatersæsonen åbner den 1. september og varer ved til den 31. maj, når sommeren begynder.

To hundrede års tradition for scenekunst hviler over Det kongelige Teater med dets to scener, hvor opera og skuespil veksler, og hvor den verdensberømte kongelige danske ballet har sit hjem.

Privatteatrene spiller moderne og klassisk repertoire, og i de små revyteatre perler det københavnske humør som champagne.

Det sker da for resten også tit, at der kommer udenlandske gæstespil med opera, drama eller ballet.

En teateraften i København er en fest, ikke blot fordi de er dygtige teaterfolk, disse københavnere, men fordi den danske hovedstad har verdens bedste publikum, levende, begejstret og ude for at more sig.

Koncerter

København er en by, som nynner.

Luften er fuld af toner.

Københavnerne elsker musik. Ja, de kan slet ikke leve uden.

Derfor er København også koncerternes by, og verdens store sangere og solister elsker at komme her, hvor de bliver modtaget med åbne arme og mærker den ægte, uhæmmede begejstring og får lov til at optræde for et lydhørt, musikkyndigt publikum.

Det gælder den klassiske kunsts udøvere, og det gælder jazzens stjerner. Alle er de velkomne, populære gæster og føler sig blandt venner i de københavnske koncertsale.

Byens egne orkestre - Det kongelige Kapel og Radio-Symfoniorkestret - er i verdensklasse.

Radioens Torsdagskoncerter dirigeres af talentfulde danske kapelmestre eller af internationalt berømte dirigenter, og en koncertsæson i den danske hovedstad er en kavalkade af fremragende opførelser.

Restauranter - Varieté

Bliver den by da aldrig træt? Næh - det gør den ikke.

Den lever og smiler fra morgen til aften, og når mørket lægger sin kappe over den, tænder den alle sine lys og lader sin gæstfrihed og sit humør kulminere.

Københavns aften er en fest.

Restauranterne fyldes, og veloplagte mennesker sætter sig smilende til bords. Blomster er der alle vegne, og maden er simpelthen uovertruffen. Gastronomens kender­blik hviler på en farvesymfoni af lækre retter. Musikken blander sig med glade stemmer.

Og aftenen bliver til nat, mens dansen går og verdensartister kalder det begejstrede bifald frem.

Nynnende, dansende, sorgløse København!

Du kan more dig uden at blive vulgær. Du kan vise din gæstfrihed uden at blive kommerciel. Du er overstadig - og velopdragen, fyldt med festlig sjov og harmløst humør. Du isolerer dig aldrig, men du er ikke anmassende. Din glæde er smittende, og din nat er lang ...

Kongresser

Lad os se det i øjnene: en kongres har mange formål.

Man skal tale om tingene, arbejde i udvalg, lytte til foredrag, men man er også kommet sammen for at lære hinanden at kende og for at nå til en forståelse, man kan bygge videre på i den kommende tid.

København er kongressernes by, ikke blot fordi den danske effektivitet får arrangementet til at snurre som et ur­værk, men også fordi man forhandler i en venlig atmosfære skabt af traditionen for sundt demokrati.

Det er næsten umuligt at blive uenige i København!

Den inspirerer til enighed og idé. De glade smil og det positive sindelag, som man møder alle vegne, får problemerne til at skrumpe ind.

Man snakker nu engang bedst i hyggelige omgivelser.

Om vinteren er det for resten nemmere at opfylde kongressisternes individuelle krav om hotelværelse.

Shopping

De butiksvinduer! Er der nu nogen grund til at friste os sådan?

Hvor findes den by i verden, hvis butikker og stormagasiner appellerer stærkere til ens svage karakter?

Sølvet funkler, og porcelænet skinner, og hvor er det altsammen smagfuldt og smukt. Lyset tænder stjerner i de blanke glas, og farver stormer en i møde fra dejlige stoffer.

Man klamrer sig til sin tegnebog, men det nytter ingenting, - man er redningsløse fortabt.

Man prøver at stirre ned i fortovsfliserne, men butikkerne slipper ikke deres tag i en. Nye indtryk vrimler ud gennem ruderne: lækre, bløde pelse og skøn keramik, verdensberømte møbler, og de dejligste antikviteter ....

Hov - vi glemte børnene, men det gjorde København ikke.

Hvad der dog er af legetøj, opfindsomhed og godt humør.

Man synes bagefter næsten, man har taget Tivoli med sig hjem.

Museer

De københavnske museer er alene hele besøget værd.

Man vandrer fra tidsalder til tidsalder, fra verdenskunst til hverdagskunst.

Gamle hollandske mestre på Statens Museum for Kunst og ægyptiske mumier på Glyptoteket; franske impressionister på Ordrupgaard og grønlandske eskimoer på Nationalmuseet.

Eller de danske kongers samling på Rosenborg med kronjuvelerne, som det strålende midtpunkt.

Og bag de romergule mure ved den stille kanal: museet for den store billedhugger Bertel Thorvaldsen, - eller - mellem Grønningens slanke træstammer: museet for den danske frihedskamp i 1940-45.

Hvor er der dog meget at se.

Man føler ikke, man går på museum. Man lever i disse tidsaldre, møder tilværelsen fra dengang, glæder sig over en rigdom og skønhed, og - uden at man når at ane det - belæres, lærer og forstår, for det er så spændende, så smukt og så interessant.

Udstillinger

Hvor er der dog meget at se på!

Udstillinger her og der og alle vegne, og noget for enhver interesse.

Er det kunst, man vil se, står dejlige sale med skønne værker åbne for en fra morgen til aften.

På Charlottenborg er der somme tider to-tre kunstudstillinger på en gang - gammelt og nyt, hvad man nu bedst kan lide -, og Den frie Udstilling ved Østerport viser moderne dansk skulptur og maleri.

Men der er også de små, charmerende gallerier i de gamle gader, og vil man opleve natur og moderne kunst i skøn forening, kører man til Louisiana, hvor der også er kammermusik, foredrag og digteraftener . . .

Gælder det kunstindustri, er der permanente udstillinger med alt det bedste, Danish Design kan fremvise.

Vil man møde den moderne industris sidste resultater, er det også i København, det foregår, og boligudstillingerne er ikke bare interessante, men farligt fristende.

København Siger Aldrig Farvel

Det er trist at skilles fra gode venner.

Det er aldrig morsomt at skulle bryde op.

Men ferien får en ende.

Billetten til flyvemaskinen, toget eller skibet er desværre forsynet med deri nådesløse afrejsedato.

Og så må man af sted.

Fyldt med brogede indtryk, gode minder, begejstring og taknemmelighed vender gæsten sig mod den glade by og mumler et beklagende: Farvel.

Men København svarer: På gensyn!